“Dune 2” er ikke bare en film; det er et filmisk vidunder. Du skylder dig selv at se den på et IMAX-lærred, helst i 70 mm, for fuldt ud at kunne forstå omfanget af det visuelle spektakel. Da den hele tiden var udsolgt i New York, benyttede jeg mig af en kort tur til Miami for at se den.

Denne efterfølger overgår sin forgænger, som ganske vist var fantastisk, men som var belastet af en omfattende verdensopbygning, der påvirkede dens tempo. “Dune 2” nyder godt af det forarbejde, så den kan dykke dybere ned i Paul Atreides’ helterejse med en finesse, der er både sjælden og opløftende. Historiens udvikling er mesterligt udført, og hver scene og karakterbue er vævet sammen til et billedtæppe af narrativ kompleksitet og følelsesmæssig dybde.

Skildringen af religiøs inderlighed i filmen er ikke kun modig, men også dybt bevægende. Den illustrerer troens magt, og hvordan den kan drive samfund til både storhed og fortvivlelse. Dette element tilføjer et lag af dybde, som giver genlyd på et meget menneskeligt plan, og som gør historien til noget, man ikke bare ser, men føler. Jeg blev rørt til tårer flere gange.

Alt i alt er “Dune 2” et mesterværk, der overgår originalen i dybde, tempo og følelsesmæssig påvirkning. For alle, der søger en film, der kombinerer en overbevisende historie med betagende billeder, er dette et must-see. Pauls helterejse er en gribende refleksion over magt, tro og skæbne, som gør “Dune 2” til en uforglemmelig oplevelse, der giver ekko i sindet længe efter rulleteksterne.