Jeg forventede ikke at elske denne bog. Jeg samlede Dungeon Crawler Carl op i en weekend og troede, at det ville være endnu en ligegyldig LitRPG-leg. I stedet fik jeg en vild, smart og mærkeligt hjertevarm odyssé, som var langt over sin vægtklasse.

Præmissen er herligt absurd – Jorden bliver omdannet til en sadistisk intergalaktisk realityshow-dungeon crawl, og vores helt Carl (sammen med sin hylende morsomme kat Princess Donut) er en af de uheldige deltagere. Men nu kommer den store nyhed: Under det blodige, kaosset og de motorsavssvingende goblin-klovne (ja, det sker) er der en hensynsløs effektivitet i verdensopbygningen. Det er opstartslignende i sin klogskab – gamification-systemerne er lufttætte, incitamenterne er krystalklare, og progressionen er vanedannende som bare fanden.

Carl er den slags modvillige grundlægger, jeg kan relatere til: kastet ud i lederskab, konstant tilpasning, læring af fiasko og opbygning af alliancer i realtid. Han starter ikke som en helt. Det bliver han ved at iterere hurtigt og nægte at give op. Fortællingen er stram, brutalt morsom og fyldt med øjeblikke, der fik mig til at holde af ham. Jeg tog mig selv i at tænke, at sådan ville det se ud, hvis Elon Musk, Hunter S. Thompson og Terry Pratchett skrev en dungeon crawler sammen efter et ayahuasca-retreat.

Er det litteratur? Nej. Er det vanedannende, sindssygt klogt og noget af det mest underholdende, jeg har læst i år? Ja, absolut!