Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret af Frenchfounders til at tale på dette års Transatlantic Leadership Forum, som Goldman Sachs var vært for. Arrangementet samlede over 500 ledere for at udforske temaer som bæredygtig fremtid, teknologiske fremskridt og transatlantisk økonomisk samarbejde.

Jeg delte mit modsatrettede optimistiske syn på klimaets tilstand. Vi tager udfordringen op i det ²¹. århundrede og bygger en bæredygtig verden med overflod!

Her er de slides, jeg brugte som støtte til præsentationen.

Her er en udskrift af talen til din fornøjelse.

Klimaoptimisme – udnyttelse af innovation og teknologi til en bæredygtig fremtid

Det meste af historien har mennesket været præget af elendighed og kamp for at overleve. For 200 år siden var vi alle sammen bønder. Vi arbejdede over 60 timer om ugen, sultede flere gange om året, og den forventede levealder var kun 29 år. Det er faktisk kun de sidste 250 år, der virkelig har forandret sig.

Den industrielle revolution har ført til en forøgelse af vores livskvalitet gennem teknologi, der gør livet for mennesker i Vesten i dag misundeligt for tidligere tiders konger. Og hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at dette er sket, mens den menneskelige befolkning er gået fra 1 milliard til 8 milliarder i løbet af de sidste 200 år.

Problemet er, at denne forbedring af livskvaliteten er kommet fra en stigning i energiproduktionen eller -forbruget, som har været drevet af kulbrinter. Og derfor truer mængden af akkumulerede drivhusgasser i atmosfæren og havene nu faktisk med at ændre klimaet og er ved at blive en eksistentiel trussel.

Den mængde energi, der er akkumuleret i havene i de sidste 25 år, svarer til at sprænge fem atombomber af Hiroshima-størrelse i de sidste 25 år.

Jeg vil lade dem finde ud af det. Men forestil dig, at der kom rumvæsner, og at de begyndte at smide atombomber, fem, fem atombomber i sekundet. Vi dropper alt for at håndtere det. Men fordi det er usynligt og føles naturligt, har vi været så selvtilfredse, at omkring en million arter er i fare for at uddø i løbet af de næste 40 år.

Vi er sandsynligvis nået til det punkt, hvor vi ikke har mere havis i det arktiske område i 2040. Og 20 af de varmeste år, der er registreret, er sket inden for de sidste 22 år. Og problemets omfang er så skræmmende, at folk enten har følt, at vi ikke kan gøre noget ved det, eller at vi er nødt til at vokse os ud af det.

Men det første er ren nihilisme, og det andet er faktisk ikke spiseligt. Folk ønsker ikke at vende tilbage til livskvaliteten for 200 år siden. Så lad os faktisk se på problemet. Hovedproblemet er udledningen af drivhusgasser, især CO2 og metan, som kommer fra fire kategorier: energiproduktion, landbrug, industri og transport. Og hvis man ser på hver af disse, sker der faktisk fremskridt. Når det gælder energiproduktion, er solenergi nu den billigste form for energiproduktion, og den bliver fortsat billigere for hver dag, der går. Priserne er faldet med 10 i løbet af det sidste årti.

De er faktisk faldet divideret med 10 i hvert af de sidste fire årtier, divideret med 10.000 i 40 år, og de fortsætter med at falde. Faktisk er faldet i prisen på solenergi hurtigere end de mest optimistiske prognoser, der nogensinde er lavet gennem historien, og vi fortsætter med at gøre det. Så meget, at vi i USA er gået fra en stort set ubetydelig energiproduktion fra solenergi til over 5 procent i dag.

Det meste af den kapacitet, der tilføjes i dag, er fortsat vedvarende energi, hvoraf det meste fortsat er sol. Og det er ikke kun et amerikansk fænomen, det sker globalt. Sol og vind er blevet så billige, at der tilføjes massiv kapacitet hos forsyningsselskaber globalt, 12 procent af energiproduktionen lige nu er allerede drevet af vedvarende energi på globalt plan og stiger ekstraordinært hurtigt.

Så meget, at man faktisk kan forestille sig det, men problemet er selvfølgelig, at solenergi kun virker om dagen, og at det ikke virker på overskyede dage. Så man har faktisk brug for en lagringsløsning. Folk er bekymrede for, at batterier ikke er effektive. Men batterier er nu 42 gange billigere, end de var i 1991. Prisen er divideret med 10 i det sidste årti, og faktisk divideret med to i det sidste år, og priserne fortsætter med at falde.

På samme tid stiger energitætheden dramatisk. Den er ganget med 10 i løbet af de sidste 100 år, ganget med fem i løbet af de sidste 40 år. I en sådan grad, at brugen af energi- eller batteriinstallationer nu eksploderer. Vi har en tredobling af installationer fra 22 til 23, hvilket er gigantisk, og vi forventer en fordobling igen i 2024.

Og det har faktisk en reel indflydelse på, hvordan vi bruger energi. Hvis man ser på energiforbruget i Californien den 21. april i forhold til den 24. april, kan man se, at skiftet mod solenergi er markant og udtalt og vil fortsætte på globalt plan. Fordi solenergi og batterier nu har nået niveauet for stordriftsnetværkseffekter, kan vi forvente, at priserne fortsat vil falde, og at udbredelsen vil stige.

IEA, som er en meget konservativ organisation, forudser, at solenergi inden for fire år vil udgøre den største andel af energiproduktionen på globalt plan, hvilket er uden fortilfælde. Så man kan faktisk forestille sig en verden om 30 år, hvor 100 procent af vores energiproduktion vil komme fra vedvarende energi, meget hurtigere end de mest optimistiske prognoser.

Og denne fremtid kan komme tidligere, hvis ting som fusion rent faktisk bliver kommercielt levedygtige. Jeg tror ikke, at det bliver tilfældet, og det meste vil komme fra solceller og batterier, og det vil være de vindende kategorier. Men folk investerede og testede faktisk også så mange andre typer af innovationer, fra energi- eller tyngdekraftsbaseret lagring til heliumbaserede lagringsløsninger osv.

Nu sker de samme fremskridt inden for transport. Så inden for transport er det faktisk kun biler og lastbiler, fly og skibe, der er marginale. Og her ser vi også massive fremskridt. I 22 var 14 procent af de solgte biler på verdensplan elektriske, igen en stigning fra ingenting for et årti siden. Det overgår langt selv de mest optimistiske prognoser, og de fleste af dem er i øvrigt fuldt elektriske i stedet for plug-in-hybrider, og Europa og Kina fører an, omkring en tredjedel af de solgte biler i Kina er elektriske, omkring en fjerdedel af de solgte biler i Europa er elektriske, og vi er ved at nå det punkt, hvor ideen igen opgraderer sin prognose i år 22.

De mente, at 23 procent af de solgte biler i 2030 vil være elektriske. 23. Det har de opgraderet til 36%. Og det ville ikke overraske mig. Hvis mere end halvdelen af de biler, der sælges i 2030, er elektriske. Og igen kan man forestille sig en fremtid om 30 år, hvor 100 procent af bilerne på vejene er elektriske og lastbiler, og hvor de alle bliver genopladet af vedvarende energi, hvilket fuldstændig dekarboniserer både energiproduktion og transport.

Nu er de ikke en stor kilde til udledning, men der sker endda fremskridt, når det gælder flyvning. Vi har et firma som Wright, der forsøger at skabe elektriske fly med kort rækkevidde, og som burde være i drift inden udgangen af dette årti. Og alle de argumenter, som folk har fremført mod batterier, solenergi og biler, er forkerte.

Så folk har frygtet, at vi ville løbe tør for litium. I dag har vi syv gange så store reserver og ressourcer af litium, som vi havde i 2008, på trods af 16 års rekordforbrug. Folk glemmer og forestiller sig ikke, at vi kan finde nye teknologier, nye måder at udvinde dem på. Faktisk var der sidste år så mange fund af litium, som faktisk ser ud til at være ret almindeligt i USA, at prisen på litium er kollapset. Og det er det, der sker. Det er faktisk endnu mere optimistisk i alle de andre kategorier. Kobber, nikkel og alle de andre elementer, man har brug for, er mere almindelige, end folk tror, og man finder endnu flere reserver. Angsten for rækkevidde, når det gælder elektriske køretøjer, viser sig også at høre fortiden til.

Rækkevidden øges dag for dag, og tætheden af elektriske netværksopladninger øges. Og folk er også bekymrede for, at ja, man får emissioner, når man udvinder litium og kobber og så videre, men man er nødt til at tænke på en skala af disse ting. For at dekarbonisere dit net og din energi og dine biler.

Man har brug for millioner af tons kobber og litium om året i forhold til milliarder af tons kulbrinter for at drive vores økonomi i dag. Vi taler om 1.000 til 1. Så i det omfang, at disse udledninger faktisk er helt ubetydelige. Der sker også fremskridt i de andre kategorier. Industrien har været rimelig uhåndterlig, fordi man har brug for en masse varme for at skabe stål og cement.

Men nu begynder man at se fremskridt med koncentreret solenergi, som fører til fremskridt i industrien. Du har virkelig seje innovationer som Source, som er et hydroponisk panel, der tager fugtighed fra luften og skaber frisk vand, selv i ørkenen, og hjælper lokalsamfund, fjerntliggende samfund eller flygtningelejre.

Nu er fødevarer nok det område, hvor der sker mindst fremskridt. Der er en lille vegetar- og veganerbevægelse i Vesten, men den bliver fuldstændig overskygget af stigningen i kødforbruget på de nye markeder, som bliver mere velhavende. Og selvom jeg faktisk føler med de dyr, vi mishandler, og jeg formoder, at folk vil se på os og de industrielle fødevareprocesser, vi har i dag og i fremtiden, på samme måde som vi ser på slaveri for et par hundrede år siden, så er virkeligheden, at vi har brug for disse moderne landbrugsteknikker for at kunne brødføde 8 milliarder mennesker i dag.

Der vil først ske fremskridt, når laboratoriedyrket kød får samme kvalitet som eksisterende kød og til samme pris. Det ligger nok 10-15 år ude i fremtiden, men der begynder så småt at ske fremskridt. I mellemtiden er der virksomheder som Symbrosia, der giver kosttilskud til køer og får og reducerer deres metanudledning med 80 %.

Det er som et tangbaseret kosttilskud. Så der kommer også til at ske fremskridt her, og det giver mig en masse optimisme. Det plejede at være sådan, at hvis man ville have økonomisk vækst, var man nødt til at øge sine udledninger. Sådan er det ikke længere. USA’s udledninger er faldet med 20 procent i løbet af de sidste 40 år, mens BNP pr. indbygger faktisk er fordoblet.

Og det er i øvrigt ikke, fordi vi har eksporteret malmudledninger til Kina. Når man ser på forbrugsbaserede udledninger, som er mere præcise, er de stort set flade eller faldende i USA, mens hele stigningen i udledninger i Kina og Indien faktisk er kommet fra stigninger i forbruget i disse lande.

Nu vokser udledningerne selvfølgelig stadig i Kina og Indien, men selv der er der en afkobling mellem økonomisk vækst og udledninger. Jeg tror, det er det, der vil føre os igennem. Jeg har faktisk set på udledningerne. Og der sker fremskridt nu. Nogle af de mere optimistiske prognoser antyder, at udledningerne har toppet i Kina, men jeg tror ikke, det er sandt. Vi er langt fra toppen, men afkoblingen fører, formoder jeg, til, at vi får en lignende tilgang i Kina og Indien, som vi har her. Så der er håb i horisonten. Og i mellemtiden sker der fremskridt inden for dekarbonisering, hvor en række virksomheder arbejder på at fjerne kulstof direkte fra atmosfæren.

Et par ting, der er værd at nævne. Fordi de marginale omkostninger ved elektricitet fra solenergi er nul, kan man forestille sig en verden om 30, 40, 50 år, hvor de marginale omkostninger ved elektricitet er nul. Og en verden med overflod af energi er faktisk en verden med overflod, punktum. Folk bekymrer sig i øjeblikket om, at vi kommer til at løbe tør for ferskvand, men det er faktisk meningsløst.

70 procent af verden består af vand. Hvis du har uendelig fri energi, kan du afsalte saltvand. På samme måde kommer vi ikke til at løbe tør for mad. Hvis du har uendeligt meget ferskvand, kan du dyrke mad i vertikale farme, du kan dyrke mad i ørkener. Dette er ikke et panglossiansk synspunkt. Jeg siger ikke, at alt er for det bedste og den bedste af mulige verdener, langt fra. Vi har akkumuleret nok varme i havene og i atmosfæren til, at verden vil blive varmere. Vi kommer til at gå langt forbi 2030-prognoserne. Vi bliver nødt til at fokusere på tilpasning, og vi udleder stadig mere lige nu, mens Kina og Indien bliver rigere. Så tilpasning vil være påkrævet.

Men det, jeg siger, er, at om 30-40 år tager vi udfordringen op. Vi vil bygge en bedre verden i morgen. Det er en bæredygtig verden med overflod.

Tak skal du have.